Se noter og links på sivp.dk/1
Min første større brøler
Kort tid efter at jeg startede som assistent begik jeg en stor brøller. Dem har jeg selvfølgelig nogle stykker af lige som alle andre, men den her kan jeg huske. Den stikker nemlig ud og satte nogle tanker igang.
Jeg havde naturligvis en god baggrund fra studiet og en god træning i at tænke analytisk, men jeg havde ingen anelse om hvor mange specifikke spørgsmål jeg ville blive stillet.
Jeg kunne måske have regnet det ud, hvis jeg havde tænkt over det, men det gik altså først op for mig da jeg stod overfor de første klienter.
Patienten var en yngre fransk bulldog med nogle skallede pletter i hovedet. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle kigge efter, så jeg plukkede nogle hår ud for at se på dem under mikroskop. Øvelsen gik mest af alt ud på at trække tiden lidt, så jeg kunne nå at tænke mig om, men en blind høne finder også korn. Ganske rigtig fandt jeg hårsækmider.
Selvtilfreds gik jeg tilbage til ejeren og glædede mig til at overlevere en præcis diagnose. Det gik også fint og jeg havde sågar et forslag til en behandling. Jeg var dog ikke så godt forberedt på bygen af spørgsmål, der mødte mig: Hvorlænge varer det, er det farligt, er det arveligt, smitter det?
Især det sidste spørgsmål kan jeg huske for jeg mente at kunne huske de vist nok smittede og opførte sig lidt som lopper. Hvis ikke de smitter, hvor skulle de så ellers komme fra? Det gør de ikke. Overhovedet ikke!
Jeg syntes selv at jeg slap nogenlunde fra konsultationen med en vis grad af skuespil, ekstrapolering og gætværk.
Dagen efter faldt der brænde ned. Ejeren havde været hjemme og læse op på emnet og vidste nu mere end jeg gjorde. Chefen måtte holde for og jeg måtte give en uforbeholden undskyldning.
Det holder jeg mig nu heller ikke for god til når jeg har jokket i spinaten, men oplevelsen sved.
